Himmelstormerne er for børn mellem 10 og 13 år. Vi møder nye venner, lærer Jesus bedre at kende – og har det super sjovt sammen.

I år er temaet Hjerteslag. I fællesskab vil vi søge ind til Guds hjerteslag for vores liv og fremtid. Der vil blive taget udgangspunkt i fortællingen om israelitternes ørkenvandring. Og sammen vil vi udforske, hvordan Gud leder mennesker - både dengang og nu.

Vi mødes hver formiddag mellem kl. 10 og 12. I denne tid har vi god lovsang, som handler om at tilbede Jesus og løfte hans navn op, så har vi en spændende andagt og derefter fede aktiviteter: Sport, krea, dans og spas.
Også i år holder vi til i Pulzion (KFUM-hallerne), som giver os gode faciliteter både inde og ude. Dørene vil allerede være åbne fra kl. 9.45, hvor du kan brænde noget krudt af det første kvarter, og hvis dine forældre afleverer dig, kan de nå tilbage til mødet i Kongreshallen.

OBS! Himmelstormerne foregår i Pulzion (KFUM-hallerne) på Peter Tofts Vej 21, som ligger ca. 600 meter fra camppladsen. Det er forældrenes ansvar at få afleveret og hentet børnene. Børnene vil sikkert hurtigt lære vejen selv, og de børn, der går selv, gør det ligeledes på forældrenes eget ansvar.